Tigerens Rede og Bhutan
- Samarbejde i polaritet og ligeværd
Samarbejdet mellem Tigerens Rede og Bhutan er et usædvanligt og unikt møde på tværs af jordkloden og store forskelle i sprog og kultur.
Det er en fortælling om at se bag formen og både genkende og anerkende den særlige ånd, der ligger bag. Når vi møder mennesker, som er meget forskellige fra os, reagerer vi ofte med afstandtagen, pinlig nysgerrighed eller måske frygt. Men når vi forstår at se bag om formen, kan der opstå et stærkt og frugtbart møde med ligeværd og polaritet.
Det var det, der skete mellem et moderne, dansk meditationscenter i Østjylland og en årtusindgammel buddhistisk tradition i Himalaya. Et møde der for altid forandrede begge parter.
Tigerens Rede tog et spring i energiniveau, fik nye begreber for bevidsthed, ændrede selvforståelse og blev inspireret til en ny retning. Stedet fik DugDråbeVejen, festivaler og fremtidssikring – samt mange vigtige og mærkelige oplevelser. Og anerkendelse fra højeste sted. Bhutan fik den store glæde, at kunne give deres skatte videre til Vesten. Og også mange vigtige og mærkelige oplevelser.
Historien tog sin begyndelse i starten af det nye årtusinde og udfolder sig i de efterfølgende årtier. Her kan du læse historien i form af forskellige nedslag.
2001 - Tigerens Rede får sit navn
En morgen i oktober 2001 vågnede Anne Sophie Jørgensen med en stærk impuls og et nyt navn til sit meditationscenter på læben. Stedet skulle hedde Tigerens Rede.
På centeret var der allerede interesse for den tibetanske buddhisme og dens betydning for arbejdet på stedet. Ret hurtigt opdagede gruppen på Tigerens Rede, at der var flere spirituelle steder i verden med navnet Tiger’s Nest – heriblandt det mest kendte, klosteret Taktsang i Bhutan. Ordet Taktsang betyder netop Tigerens Rede.
Med det nye navn kom der efterfølgende en større interesse for den buddhistiske viden om bevidstheden. En elev fra Tigerens Rede rejste derfor i 2003 til Bhutan for at se Taktsang. Dengang var det dog svært at komme tæt på, hvis man var udlænding og ikke-buddhist, så hun måtte nøjes med at se det på afstand.
Fakta om Taktsang:
Taktsang i Bhutan blev bygget i 1692 på en klippevæg i Paro-dalen i det vestlige Bhutan. Klosteret blev bygget omkring de grotter, hvor Yeshe Tsogyal og Padmasambhava mediterede i 700-tallet.
Der har endvidere været andre klostre i Himalaya, der har heddet Taktsang.
Taktsang har en stor betydning for landet, både kulturelt og spirituelt og er desuden landets største turistattraktion.
2007 - Anne Sophie møder Lama
I 2007 rejste Anne Sophie Jørgensen til Bhutan med en veninde for at besøge landet og ikke mindst klosteret Taktsang. Denne gang var det muligt at komme ind i de gamle bygninger efter en lang, stejl vandring op ad bjerget.
Rejsens store højdepunkt skete imidlertid på et andet berømt kloster, nemlig Chodrak. Stedets leder, Lama Tshewang Rinzin, viste gæsterne rundt. Og meget uventet inviterede han de to danske kvinder til at overnatte på klosteret – det var en ganske usædvanligt gestus, som de glade og overraskede tog imod.
Den nat drømte Lama Tshewang Rinzin om Anne Sophie, at ”dér, hvor hun mediterer, er bjergene altid dækket af sne”. Lama fortalte dog ikke Anne Sophie om drømmen, og hun rejste hjem uden at vide, at en ny, stærk relation var skabt. En relation, som skulle vare helt til Lamas død vinteren 2023, og som skulle skabe stor forandring og fornyelse hos begge parter.
I årene, der fulgte, rejste flere af Anne Sophies elever til Bhutan, og det blev klart, at Lama Tshewang Rinzin havde fået øje på Anne Sophies meditation, og at han havde genkendt den spirituelle vibration. Som han sagde til en af eleverne:
“Hun er ikke buddhist, men hun er en stor buddhistisk lærer.”
Fakta om Chodrak:
Klosteret Chodrak ligger i 3.600 meters højde i Bumthang i det centrale Bhutan. Det første kloster på Chodrak blev bygget i 1234. Det blev bygget op ad en hellig klippe, hvor Padmasambhava mediterede på et klippefremspring i 700-tallet.
2011 - Lama besøger Tigerens Rede
Lama Tshewang Rinzin blev inviteret til at besøge Tigerens Rede, og han kom til Danmark første gang i maj 2011.
Det blev en stor og skelsættende oplevelse for alle på Tigerens Rede. Lama Tshewang Rinzin rejste med en tolk og rejseleder fra Bhutan, da han ikke talte engelsk og aldrig før havde rejste så langt. Gennem tolken udtrykte Lama, at han oplevede en betydningsfuld spirituel forbindelse mellem Tigerens Rede og Bhutan.
Lama var særligt optaget af Anne Sophies karmiske forbindelse til Yeshe Tsogyal, en kvindelig hovedskikkelse indenfor buddhismen. Sammen med Padmasambhava var Yeshe Tsogyal med til at grundlægge den Tibetanske buddhisme i Himalaya tilbage i 700-tallet.
Lama fortalte om de forskellige særlige tegn på denne forbindelse, som han havde bemærket i mødet med Anne Sophie, hendes elever og Tigerens Rede. Han trak også flere paralleller mellem Anne Sophies undervisning og den buddhistiske lære.
Lama var optaget af livet og fællesskabet på Tigerens Rede. Han spurgte nysgerrigt til den spirituelle praksis: “How do you practice emptiness?”
Under sit besøg deltog Lama i en højmesse i Århus Domkirke. Her gik Lama og Anne Sophie sammen til nadver og modtog side om side brød og vin fra præsten. Det blev et smukt højdepunkt under besøget. Det oplevedes nærmest som om en tantrisk vielse mellem Øst og Vest og dermed som en forening af de to karmiske rødder på Tigerens Rede: kristendom og buddhisme.
Det blev knyttet mange venskaber og spirituelle bånd mellem Lama og eleverne på Tigerens Rede, og Anne Sophie og Jukas blev inviteret til at besøge Bhutan allerede året efter.
Anne Sophie Jørgensen og Jigme Thinley
2012 - Taktsang Denmark
I 2012 rejste Anne Sophie Jørgensen igen til Bhutan, denne gang sammen med sin partner Jukas Killemose. Anne Sophie blev på denne rejse blandt andet inviteret til at møde landets daværende premierminister Jigme Thinley.
Lama havde arrangeret rejsen, og de skulle selvfølgelig også besøge Taktsang. Her mødte Anne Sophie stedets øverste lama. Da Lama Tshewang Rinzin præsenterede de to spirituelle lærere for hinanden, udtrykte han med sin sædvanlige lune, hvor glad han var for at sidde sammen med hele to Taktsang lamaer.
På vejen ned fra Taktsang foreslog Lama Anne Sophie, at Tigerens Rede fik tilnavnet Taktsang Denmark. Det er jo et Taktsang, eller som Lama Tshewang Rinzin sagde:
“Tigerens Rede er et Taktsang til vesten”.
Et Taktsang er et spirituelt kraftcenter, hvor der arbejdes med bevidsthed, og hvor bevidstheden kan tage et springe op på et nyt niveau. Lamas forslag var på den måde en stor anerkendelse, men også en stor mundfuld. Der skulle gå to år, før Tigerens Rede blev klar til det skridt. Tigerens Rede blev til Tigerens Rede, Taktsang Denmark.
2013 - Det første rejsehold
I 2013 tog Anne Sophie Jørgensen igen fra Tigerens Rede til Bhutan sammen med Jukas Killemose. Denne gang rejste de sammen med en gruppe på 14 elever fra Tigerens Rede.
De var inviterede til at deltage i den årlige festival på Chodrak, hvor Anne Sophie seks år tidligere havde overnattet under sit første besøg i Bhutan. Lama Tshewang Rinzin var stadig stedets øverste lama.
En buddhistisk festival er en spirituel fejring over flere dage, og hensigten er at bevare forbindelsen til de buddhistiske guddomme og at beskytte mod onde ånder. En højtstående lama leder ceremonierne, som består af forskellige ritualer, musik og kraftfulde dansere. Døgnet rundt messes der bønner og mantraer i templet, så der er aldrig stille. Heller ikke om natten, hvor de unge munke på skift messer ”Om mani peme hung”. Almindelige mennesker fra lokalområdet kommer også for at deltage i festlighederne, og der serveres risretter og smørte til alle.
At deltage i denne årlige festival Chodrak Drubchen var en dyb spirituel oplevelse for de danske gæster. Det var samtidig krævende med den konstante aktivitet, de mange timer i skrædderstilling og påvirkningen fra den tynde luft i højderne.
Rejseholdet skulle selvfølgelig også besøge Taktsang på de stejle klipper. Klosteret er bygget ved en hellig grotte, hvor Yeshe Tsogyal og Padmasambhava i 700-tallet havde mediteret og arbejdet. Denne grotte åbnes kun én gang om året, og datoen afsløres først dagen før.
Til alles overraskelse og glæde blev grotten åbnet netop den dag, rejseholdet skulle besøge Taktsang. Det blev en ganske unik mulighed for at komme tæt på en af Taktsangs største helligdomme. Også Lama Tshewang Rinzin blev dybt rørt og taknemmelig, for han havde aldrig før besøgt grotten. For ham var det endnu en understregning af forbindelsen mellem Taktsang i Bhutan og Tigerens Rede. Han udtrykte:
Anne Sophie Jørgensen og Lama Tshewang Rinzin 2013
”The flower you have at the center, the seed was planted in Bhutan”.
Anne Sophie Jørgensen blev set og anerkendt som en spirituel lærer fra Taktsang Denmark, der rejste med en gruppe af hendes elever. Anne Sophie og rejseholdet oplevede en stærk forbindelse mellem Tigerens Rede og Bhutan og de oplevede også, at navnet Tigerens Rede, Taktsang Denmark var virkeligt og vigtigt. Det skulle bruges – også hjemme i Danmark.
Biskop Kjeld Holm og Lama Tshewang Rinzin
2014 - Lama besøger Tigerens Rede for anden gang
Lama besøgte Tigerens Rede igen i 2014. Han havde hilsner med fra Je Khenpo, der er det spirituelle overhoved i Bhutan. Lama havde fortalt om Tigerens Rede, og Je Khenpo var meget glad for at høre om den danske praksis og arbejdet med meditation.
Denne gang havde Lama selskab af to andre højtstående buddhister. De tre gæster deltog i et arrangement på Borups Højskole i København: “Lykke i hverdagen – øst møder vest”.
Der var oplæg både fra Anne Sophie Jørgensen og gæsterne, og publikum kunne stille spørgsmål, som blev oversat af Tsewang Lhundup, der som bosiddende i Danmark kunne fungere som tolk ved arrangementet. Aftenens temaer var meditation i en travl hverdag, at have en spirituel lærer samt hvad der fik Anne Sophie til at samarbejde med buddhister. Det var en god aften, hvor det blev tydeligt, at forskel i form ikke behøver stå i vejen for at kunne mødes omkring essens.
I Århus mødtes gæsterne med biskop Kjeld Holm. Biskoppen understregede, at en af hans hovedopgaver var at skabe tolerance og samarbejde mellem religioner. Der var stor gensidig respekt, og besøget blev en levende erfaring af, hvordan forskellige spirituelle kulturer kan møde hinanden omkring kærlighed og bøn for verden.
Buddhisterne siger ofte: “for all sentient beings”. Det betyder, at ens spirituelle praksis skal være til gavn for andre, ja for alle følende væsener på jorden. I den ånd blev der holdt åben meditation for alle interesserede, og det blev sendt særlige invitationer til andre spirituelle centre samt til den lokale kirke. Der kom så mange deltagere, at der måtte lægges tæpper og sættes stole uden for det DugDråbeSalen på Tigerens Rede for at finde plads til alle.
Både Lama Tshewang Rinzins betydning for Tigerens Rede og hans omsorg for stedet var stor. Under dette besøg opfordrede han til at der blev bygget en stupa på Tigerens Rede. Lama ville gerne hjælpe med at finde tegninger og skaffe de hellige genstande og relikvier, som en stupa skulle indeholde.
Lama foreslog ved denne lejlighed også eleverne, at de skulle afholde festival for at fejre DugDråbeSalen og for at styrke båndene mellem Anne Sophie og hendes elever. Den første festival blev afholdt på Tigerens Rede foråret 2015, og den er siden blevet en årlig tradition. Elever lod sig inspirere af de buddhistiske festivaler med sang og ritualer, men var opmærksomme på at finde en form, som passer til en nutidig, dansk kontekst. Gennem årene har den danske spirituelle festival fundet sit eget unikke udtryk med salmer, mantraer og ritualer til stor glæde for fællesskabet.
2015 - Stupaen bygges
I 2015 rejste Anne Sophie, Jukas og et nyt rejsehold på 14 elever til Bhutan. De skulle igen deltage ved den årlige festival på Lamas kloster Chodrak, og de fik plads som hædersgæster. Rejseholdet medbragte en gave fra Tigerens Rede i form af en kæmpestor thangka af guddommen for barmhjertighed, Chenrezig. Thangkaen blev hængt op på klosterets ydermur, så den kunne se ud over dalen.
Je Khenpo havde inden rejsen bedt Anne Sophies elever om at recitere to mantraer og desuden tælle hvor mange gange mantraerne blev reciteret. Det var ”Om mani peme hung” der tilskrives Chenrezig, medfølelsens buddha, og ”Om ah hung benza guru pema siddhi hung”, Padmasambhavas mantra.
Det var en fremmed måde at arbejde med mantraer på, også interessant dog. Mange tog opgaven på sig, så den blev løst på bedste vis.
Det nye rejsehold blev inspireret til selv at bidrage med en lille ceremoniel bøn, en såkaldt puja. Eleverne havde oplevet de buddhistiske pujaer, hvor munkene messede mantraer. Eleverne havde forberedt en dansk udgave. Pujaen bestod af mantraet ”Kærlighed er Bevidsthed, Bevidsthed er Kærlighed”, sunget flerstemmigt, samt en dansk salme og de to førnævnte buddhistiske mantraer. Nu kunne eleverne bidrage med denne puja på klostrene og andre steder under deres rejse, hvilket gjorde et godt indtryk på de bhutanesiske værter.
Festivalen på Chodrak var igen farverig med dansere, musik og buddhistiske ritualer. Og igen mærkede rejseholdet, hvordan den spirituelle essens bag ritualerne ikke var så forskellig fra essensen i den spirituelle praksis på Tigerens Rede.
Efter festivalen fremførte gruppen fra Tigerens Rede deres puja i templet på Chodrak, og mange munke og lokale tog imod tilbuddet om efterfølgende at blive velsignet af Anne Sophie.
Denne puja blev senere også fremført på Taktsang.
Under rejsen blev der brugt meget tid på at gennemgå tegninger af den stupa, som Lama året før havde opfordret til opføre ved Tigerens Rede. At bygge en stupa er en særlig, rituel handling og meget skulle instrueres. Der skulle indkøbes mange hellige genstande til at lægge ind stupaen, og ikke mindst skulle stupaen indvies af en højtstående person.
Gruppen af rejsende var kun lige kommet hjem, før første spadestik til stupaen blev taget.
2016 - Dorje Lopen indvier stupaen
Stupaen stod færdig i 2016 efter mange måneders byggeproces med forskellige ritualer undervejs. Stupaen blev bygget efter bedste buddhistiske retningslinjer koblet med et klart nordisk udtryk. Også meget af indholdet blev tilpasset det nordiske liv og praksis på Tigerens Rede.
Tigerens Rede kunne i juni 2016 tage imod officielt besøg af Dorje Lopen, der er det næstøverste religiøse overhoved i Bhutan. Han kom sammen med Lama Tshewang Rinzin, to munke og en repræsentant for Bhutans ambassade i Bruxelles. Desuden kom Tsewang Lhundup, den herboende bhutaneser, der var tolk under arrangementet i 2014.
Besøget var arrangeret i samarbejde med den bhutanesiske regering og dennes ambassade i Bruxelles. Dette besøg var uden tvivl et højdepunkt i kontakten mellem Tigerens Rede og Bhutan.
Der var officiel velkomstreception i Medborgerhuset i Gedved, hvor interesserede fra Gedved kunne møde gæsterne fra Bhutan. Arrangementet mødte stor opbakning. Også pressen, formanden for lokalrådet og et byrådsmedlem fra Horsens Kommune var blandt deltagerne. Sidstnævnte pegede på, at besøget fra Bhutan kunne berige en dialog og et samarbejde på tværs af kulturer og religioner. Han fremhævede Gedved som et sted med ildsjæle og nævnte Tigerens Rede og Anne Sophie Jørgensens arbejde som betydningsfuldt.
På besøgets anden dag fortalte Anne Sophie Dorje Lopen om en stærk vision, hun havde natten forinden, og han svarede, at en ny linje var startet i Danmark. Det oplevedes som en skelsættende begivenhed. Denne nye linje, som Anne Sophie havde startet, fik senere navnet DugDråbeVejen.
Dorje Lopen udtalte, at han anerkendte Anne Sophies arbejde. Hun er hverken traditionel kristen eller buddhist, men underviser fri af de religiøse traditioner – tilpasset nutiden og den vestlige kultur.
H.E. Dorje Lopens ankomst til Tigerens Rede 2016
Stupaen indvies
På besøgets tredje dag skulle den nybyggede stupa indvies. Gæsterne havde medbragt flag og udsmykninger til lejligheden.
Selve indvielsen indledtes med en renselse af omgivelserne. Dorje Lopen, Lama Tshewang Rinzin, Khenpo og Lopen Zeko forestod en puja, hvor de reciterede bønner og mantraer vekslende med brug af klokker.
Khenpo fordelte dråber af safranvand rundt i DugDråbeSalen. Så fyldte Dorje Lopen stupaens øverste top med nøje udvalgte relikvier og buddhistiske tekster, og derefter hjalp Jukas Killemose og Lopen Zeko hinanden med at montere toppen på stupaen.
Imens forestod Dorje Lopen endnu en puja i DugDråbeSalen, og rummet fyldtes af messende stemmer, slag på en damaru tromme og andre musikinstrumenter.
Derefter sang alle den bhutanesiske bøn “Jigten Wangchuk” og til slut blev stupaen velsignet med rug, sand, vand og blomsterblade.
Indvielsen af stupaen skete med velsignelse fra Je Khenpo, hvis fulde navn og titel er H.H. Trulku Jigme Choedrak, the 70th Je Khenpo of Bhutan.
Empowerment
Under besøget havde Dorje Lopen og hans følge af munke planlagt et velsignelsesritual af eleverne på Tigerens Rede. Dorje Lopen kaldte det en empowerment eller helt præcist: “Empowerment of Buddha Amitayus or the Buddha of long life, embodiment of all the Divinities”.
Formålet med ritualet var ifølge Dorje Lopen og hans følge at velsigne de tilstedeværende på Tigerens Rede med næstekærlighed, et langt og lykkeligt liv samt fjerne forhindringer, så alle ville kunne sprede kærlighed, fred og velstand til verden.
En empowerment kan oversættes til kraftoverførsel, og ifølge Dorje Lopen kan det kun ske, hvis modtageren har et rent hjerte, et rent tankesæt og stiller sig til rådighed for at tjene menneskeheden.
Dorje Lopen velsignede alle deltagerne, som også fik et lille velsignet rødt bånd.
Fra venstre: Lama Tshewang Rinzin, Khenpo Sonam Bumdhen, H.E. Dorje Lopen, Peter-Fischer-Møller og Anne Sophie Jørgensen.
Dialog Dag og Compassion Event
Under besøget afholdt Tigerens Rede i samarbejde med den kristne dialogskabende forening IKON en Interfaith Dialogue dag. Der var inviteret personer fra andre spirituelle steder og her kunne danske kristne, buddhister og andre mødes med de bhutanesiske gæster for at udveksle erfaringer om spiritualitet og praksis.
Dagen efter blev der afholdt et stort World Compassion Event i København. Paneldeltagerne var Dorje Lopen, biskop Peter Fischer-Møller og Anne Sophie Jørgensen. De havde hver et lille oplæg, hvorefter der kunne stilles spørgsmål fra de 180 personer i salen. Det var bevægende at mærke en fælles forståelse for medfølelse.
En deltager udtalte efterfølgende:
”Der var en vekslen mellem tale, meditation, sang og ritualer, som gjorde aftenen levende og berigende. Jeg gik derfra med en følelse af, at ”det virker”. Jeg oplevede, at der både blev udviklet og udøvet medfølelse”.
Anerkendelsesbrev
Anne Sophie Jørgensen og Tigerens Rede har igennem årene fået flere breve fra Je Khenpo og Dorje Lopen som en anerkendelse af hendes arbejde og som en støtte til Tigerens Rede. i 2019 kom et særligt vigtigt brev med titlen Acknowledgement.
Brevet anerkender det spirituelle arbejde på Tigerens Rede og understreger Anne Sophies karmiske forbindelse med Yeshe Tsogyal. Brevet blev modtaget med stor taknemmelighed for det givende samarbejde og glæde ved at blive set og anerkendt.
Læs brevet her.
Lamas kremering i Bumthang blev forestået af H.E. Dorje Lopen.
2023 - Lamas død
Den 22. december 2023 kom der meddelelse om, at Lama Tshewang Rinzin var død efter kort tids sygdom.
Lama Tshewang Rinzin valgte at blive i munkevæsenet hele sit liv for at hjælpe andre. I mange år var han lama på Chodrak og fra 2016 til 2022 var han Lam Neten på Jakar Dzong i Bumthang, den øverste lama i distriktet Bumthang.
Han var en vellidt autoritet, der bidrog med drivkraft og fornyelse, og han betød meget for mange mennesker. Han arbejdede altid for at forbedre levevilkår for både munke og almindelige mennesker i de lokale samfund i Bhutan.
Samme dag som kremeringen fandt sted, blev stupaen på Tigerens Rede pyntet med levende lys for at mindes Lama. Hans betydning for Tigerens Rede er ufattelig stor, og han vil altid leve videre i hjerterne på alle dem der kendte ham.
2024 - Brev fra Dorje Lopen
I 2024 modtog Anne Sophie endnu et brev fra Dorje Lopen. Brevet er her oversat til dansk:
Kære Anne Sophie og fællesskabet på Tigerens Rede
Jeg udtrykker hermed min dybfølte påskønnelse for det ædle arbejde, du udfører med at opretholde og videreføre den tidløse arv fra de buddhistiske principper, især den dybe lære om kærlighed og bevidsthed. Din dedikation til at pleje disse værdier er både inspirerende og dybt virkningsfuld i en verden, hvor sådanne principper synes stadig vigtigere.
I særdeleshed påskønner jeg den måde, du har omfavnet og dermed bevaret Dakini Yeshe Tsogyals visdomstradition.
Hendes liv og lære repræsenterer den rene essens af vækket femininitet, mod og oplyst visdom, og gennem din indsats fortsætter denne dyrebare arv med at blomstre. Ved at holde liv i hendes transformative tilstedeværelse guider du utallige væsener på vejen til åndelig vækst, medfølelse og befrielse.
Det arbejde, du udfører på Tigerens Rede, tjener ikke kun som et fyrtårn af håb og inspiration for buddhister, men også som en påmindelse til hele menneskeheden om den vedvarende værdi af kærlighed og bevidsthed set i lyset af den udfordring, vi står over for i moderne tid.
Må jeres fællesskab fortsætte med at blive velsignet med styrke, klarhed og grænseløs medfølelse, mens du spreder disse tidløse lærdomme til alle dem, der er heldige nok til at møde dit arbejde.
Mange bønner og varme ønsker.